Skal man spille på harpe i himlen?

Harpe

"Jeg vil ikke være kristen. Jeg gider alligevel ikke at sidde på en sky og spille harpe, når jeg dør."

Jeg har ind imellem hørt en indvending som denne. Jeg tror ikke, det altid er ment seriøst, men det afspejler, at mange ikke ved, hvad der egentlig er det kristne syn på et liv efter døden.

Bibelens tale om, hvad der sker efter døden er meget mere opmuntrende end dette med harpen og den lyserøde sky. Der står, at Gud vil skabe en ny verden, hvor al ondskab er væk, og hvor kun det gode er tilbage.

- Og Gud ønsker, at vi skal være med!!

Derfor har Gud gjort alt, hvad der skal til, for at vi kan være sammen med ham på den nye jord. Det eneste, han ikke gør, er at tvinge os til at være sammen med ham. Hvis vi ikke ønsker at være sammen med ham, vil han ikke tvinge os til at være sammen med ham for evigt.

Men hvis vi vil være sammen med Gud, kan vi glæde os til, at Han griber ind og skaber det hele nyt og godt. Hvordan det skal blive helt præcist, kan være svært at forestille sig; i Bibelens næstsidste kapitel (Johannes Åbenbaring kap. 21) er der skrevet meget smukt i billeder om den nye jord. Læs evt. det og gør dig dine egne tanker… - vi har helt bestemt noget at glæde os til!!

Skal man spille på harpe i himlen? Der findes nok nogle, der gerne ville prøve, så de kan sikkert få lov. Men da alt jo er godt, behøver du end ikke at tænke på harper, hvis det ikke er din smag.

Læs selv videre i Bibelen om det fantastiske håb, vi har, og kom og snak med andre unge, kristne om det i NUK!

- Filip